De umiddelbare reaktioner på slaget

Isoleret set var træfningen ved Helgoland en dansk sejr. Den engelske tradition for søslag er, at den, der beholder slagpladsen, også er sejrherren, og den, der trækker sig tilbage, er taberen. I dette tilfælde betyder det, at den østrigsk-preusiske eskadre, der måtte trække sig tilbage med de største tab, også er taberen. Den danske flåde indtog ikke efter våbenhvilen en ny position ved Hamborg, men perspektivet for den danske flåde var forandret, da den var blevet beordret til at indstille blokaden efter våbenhvilen ved Londonkonferencen. Tabet af Jylland og forsvaret af øerne vejede tungere end en blokade af de tyske Nordsøhavne. McClintock undrede sig over, at danskerne ikke forfulgte fjenden ind på engelsk territorialfarvand, men netop omkring dette tidspunkt, hvor Den amerikanske Borgerkrig og Alabama-sagen fandt sted, debatteredes det, hvad neutralitet og territorialfarvand betød. Det ville formentlig have ført til diplomatiske forviklinger med England, som Helgoland hørte under, hvis danskerne havde forfulgt østrigerne. Kunne det havde givet diplomatiske forviklinger som danskerne ikke ønskede på grund af londonkonferencen.

    I de preussiske flådeannaler er begivenhederne i 1864 de første søkrigs-begivenheder, som den senere store tyske flåde kom ud for. Det forhindrede ikke, at de tyske aviser og den preussiske kongemagt så på flådens indsats både i Østersøen og i Nordsøen med meget farvede briller. De samtidige kilder, aviser og officielle indberetninger, bedømmer de preussiske skibes indsats både i slaget ved Rügen og i Nordsøen overordentlig positivt. De deltagende officerer tildeles ordner og forfremmes, men afgørende resultater med baggrund i den preussiske flåde er der ikke tale om.

    Den tyske generalstab bedømmer Helgolands slaget som uafgjort. Årsagen er den iver, som østrigerne viste i slaget, og den angivelige danske overlegenhed. I Tyskland ser man bort fra den  omstændighed, at den danske  tilbagetrækning var beordret af politiske årsager. De nyeste værker ser slaget som en tysk (men egentlig ikke østrigsk) sejr.

    Hvordan reagerede man i Østrig på slaget? Tegetthoff havde bedre adgang til telegrafstationer end danskerne, og allerede klokken 21.00 den niende maj telegraferede han en beretning til Wien om træfningen ved Helgoland. Han ankrede op i Cuxhaven den 10. maj klokken 4.00 om morgenen og modtog samme dag en udnævnelse fra kejser Franz Joseph I til kontreadmiral.

Allerede på ankomstdagen besøgte befolkningen fra Hamborg og omegn Schwarzenberg. En ung mand, Dr. Erich von Lehe, fortæller mange år senere begejstret om et besøg om bord den 10. maj. Hans far tog ham med, efter at man havde hørt om sejren til søs. Om eftermiddagen blev der tilladt besøg om bord på skibene, som Erich von Lehe på afstand kun på grund af den manglende mast på Schwarzenberg kunne se havde været i kamp. Om bord på fregatten kunne han tydeligt se den skade, som de danske kanoner havde forvoldt. De besøgende fik kun adgang til dækket og fik kun lejlighed til at tale med en tysktalende underofficer, da ”alle andre fra mandskabet enten var italienere eller fra Dalmatien. Han beskriver levende de skader, den kappede mast, det ødelagte skyts, og sporene efter brand og blod, som han kunne se på skibet. Han talte med de letsårede, som gerne ville modtage cigarer. De døde fik man dog ikke lov til at se, men han deltog tre dage senere i begravelsen af de faldne i Ritzebüttel. Således viste begge eskadrer deres beskudte skibe frem lige efter slaget.

 De nordtyske og østrigske aviser omtalte slaget detaljeret i de næste dage. Men nogen objektiv viden kan ikke tilføjes ad denne vej. Det er mest rygter om skader og forhold om bord i skibene. Ifølge de første avisomtaler skulle et af de danske skibe have et stort hul i siden og være blevet bugseret synkende væk. Ligeledes blev Aurora klandret for at have afskåret Schwarzenberg fra de andre skibe for at hjælpe danskerne. Tegetthoff svarede dog på denne påstand, at han ikke på noget tidspunkt havde følt sig generet af Auroras bevægelser.

 Tonen i Tegetthoff’s egne indberetninger har en noget anden karakter end den, der kommer til udtryk i pressen. I samtlige indberetninger, især den mest udførlige fra den 10. maj omtaler han hele fægtningen og de skader, de østrigske skibe led. Han redegør meget nøgternt for, at den første salve fra de danske skibe, der ramte Schwarzenberg, gjorde en hel kanonbesætning ukampdygtig. Han skildrer ligeledes, hvordan der to gange udbrød ild om bord på skibene. Første gang i skibssiden, hvor den hurtigt blev slukket, anden gang ved nedgangen til forreste krudtmagasin. Den blev med besvær slukket. Den sidste og fatale brand udbrød i formærssejlet, hvor Tegetthoff ikke havde mulighed for at slukke ilden, fordi brandmateriellet var skudt i stykker. Han er meget nøgtern i sin beskrivelse af slaget, men i den dagsbefaling, som han dagen efter udsendte i Cuxhaven, er han ikke helt så ydmyg. Han takker først sine besætninger for udvist tapperhed og mod og fortsætter så: ”Jeg nærer den forvisning, at sejren ville have været vor, hvis ikke et for os ulykkeligt skud havde sat ild i fregatten ”Schwarzenbergs” fokkemast og derved tvunget os til at afbryde fægtningen. Jeg har også det håb, at krigslykken vil være os gunstigere en anden gang, og at der da ikke skal ramme os noget uheld, mod hvilket selv ikke det mest prøvede mod og den mest opofrende tapperhed er i stand til at opnå et gunstigt resultat.

Førstemaskinisten på skibet Jens Jensen, og han havde ifølge Carl Paschen meget svært ved at forsone sig med at skulle i kamp med sit gamle fædreland.

    Også Dahlerup, som opholdet sig i Triest, havde meget svært ved at se de to flåder som fjender. Østrigerne havde takt nok til at holde den gamle admiral borte fra forberedelserne til flådeafdelingens afsendelse til Nordsøen. Den danske tradition, som er repræsenteret i Dahlerups nekrolog i Tidsskrift for Søværnet, beretter om et møde ved hjemkomsten mellem Tegetthoff og den gamle admiral. Denne kunne ikke skjule sin glæde over det østrigske nederlag, hvortil Tegtthoff kommenterede: ”Næste gang håber jeg at kunne gøre det bedre.

    Denne mening om Helgolandslaget ses også hos de søofficerer, der gjorde tjeneste i den østrigske flåde, og som enten har deltaget i slaget eller i den senere ankommende flådeafdeling. De skriver, at man gennemførte en heltemodig kamp, men at man måtte trække sig tilbage for den danske flåde. Således anføres det i Max von Sternecks erindringer ”nach dem höchst ehrenvoll bestandenen Gefecht bei Helgoland….Ferdinand Attlmayer, som skrev en studie over søslaget ved Lissa i 1906, taler heller ikke om en sejr ved Helgoland, men ”Die kaiserliche Marine hatte zwar im dänischen Kriege bewiesen, dass sie trotz der unmilitärisch zugeschnittenen Röcke von echt militärischem Geiste beseelt sei; der Kanonendonner von

Helgoland rollt über das Marchfeld, er widerhallte an den Felsgestaden der Adria.

tale om H.H. Sokols Des Kaisers Seemacht 1848-1914, Wien 1980, Klaus Müllers Tegetthoffs Marsch in die Nordsee 1864, Wien 1991 og Georg Pawliks Tegetthoff und das Seegefecht vor Helgoland 9. Mai 1864, Wien 2000.

    Fælles for de tre fremstillinger er, at man ser fuldstændig bort fra de politiske omstændigheder omkring Londonkonferencen og den indgåede våbenhvile. Sokol konkluderer efter at have givet en kort gennemgang af slaget følgende: ”Als der junge Tag über die deutschen Häfen in der Nordsee aufging, war die Elbmündung wie in die Nordsee wieder frei, denn die Dänen hatten sich aus ihr in die heimische Gewässer zurückgezogen. Østerreicher hatten dafür gekämpft und geblutet. Hans vurdering af slaget kom til at danne skole. Det var ingen entydig sejr for danskerne, de havde ikke forfulgt østrigerne ind på engelsk territorialfarvand, og de havde forladt slagpladsen. Den østrigske flåde kunne alene takkes for, at danskerne havde hævet blokaden. Især fremhæves Tegetthoff som helten, der fremtvang det gode resultat. Bogen omtaler også de østrigske aviser, der i første omgang ikke så kampen som en sejr, snarere med stor foragt som et stort nederlag, idet de dog meget hurtigt ændrede standpunkt, efter at kejseren havde tildelt Tegetthoff dels kontreadmiralsrangen og dels jernkrone-ordenen.

    Klaus Müller er noget mere ambivalent. Han nævner den danske og engelske opfattelse af slaget. Han påstår, at østrigerne havde en underlegenhed med hensyn til artilleri. men han glemmer, at antallet af kanoner, som kunne skyde (i bredsiden) kun var to kanoner mere på den danske side, og målt på vægten af projektiler var en østrigsk bredside på 1504 kg mod en dansk på 1251 kg. Han medgiver, at østrigerne har de største tab, men kalder slaget for uafgjort. Han mener, at danskerne lod sig skræmme bort af den østrigske hovedstyrke, som nærmede sig krigsskuepladsen.

    Georg Pawlik konkluderer først, at de danske skibe vandt overlegenhed, fordi de blev bedre ført og havde en anden ledelse end de østrigske skibe, men han forfalder også til spekulationer om, hvad danskerne og østrigerne ville have kunnet gøre, hvis begivenhederne havde udviklet sig anderledes. Han spekulerer over, at danskernes to fregatter kunne have indesluttet østrigerne ved Helgoland, og Heimdal så kunne have gennemført en ødelæggende blokade mod de tyske handelsskibe. Men han anerkender dog, at Suenson om aftenen den niende maj blev kaldt hjem til Købehavn, samt at slaget ikke fik den store strategiske betydning, selv om diskussionerne om sejrherrerollen stadig går videre. Han siger, at slaget fandt sted ganske kort før udløbet af våbenhvilen, et faktum, som han bruger til at fastslå, at havde skibene mødt hinanden tre dage efter, så var 69 unge mænd ikke blevet dræbt, og familier på begge sider var blevet sparet for sorgen over at miste dem.

    Den nye tradition betyder for så vidt en revision af den tidligere opfattelse af Helgolandslaget. Der havde godt nok før været antydninger om, at Helgolandslaget skulle revalueres, men hvilken rolle skulle denne ændrede opfattelse af den østrigske flåde spille i et Østrig, som siden 1919 ikke har haft adgang til havet?

    Efter krigen varede det meget længe, før fortsættelsen udkom. I 1966 kom så bindet om flådens historie 1814-1847 skrevet af Arthur von Khuepach og Heinrich von Bayer. Denne gang var der ikke et totalitært styre i Østrig, men tværtimod en demokratisk stat med samme geografiske udstrækning som i 1919. Fra 1919 til 1938 formåede den ikke at samle landet til et samfund. I dette bind er det erklærede formål at genopdage og rendyrke en påstået østrigsk tradition, som af habsburgerne skulle være blevet gjort til et fast holdepunkt for Mellemeuropa. Sigtet er mellem linierne at give et forbillede for det moderne og demokratiske Østrig. Men man kommer ikke nærmere ind på, hvad denne tradition går ud på. Revisionen af begivenhederne i 1864 skal ses i denne sammenhæng.

    Spørgsmålet er om denne påståede habsburgske tradition kan tjene som forbillede for det moderne demokratiske Østrig. I betragtning af at Østrig næppe vil få en flåde igen, er det et udmærket udgangspunkt at samle befolkningen om, selv om relevansen i en moderne politisk sammenhæng er meget vanskelig at se.